Google Drive vs. SkyDrive

Så er der fight night! Google Drive, debutanten der har vundet manges hjerter, står klar i det ene ringhjørne over for SkyDrive, den stille mastodont. Som kurt Thyboe ville have...

Så er der fight night! Google Drive, debutanten der har vundet manges hjerter, står klar i det ene ringhjørne over for SkyDrive, den stille mastodont. Som kurt Thyboe ville have sagt, “Ordene er sagt, ritualerne udført, nationalsangene er lagt bag os – dette er fighttime, showtime, action!”

For snart 14 dage siden blev det længe ventede Google Drive lanceret. Vi var mange Google fans, der havde ventet i spænding – ikke mindst fordi at man ikke nødvendigvis kunne få adgang med det samme, men i stedet blev der åbnet for adgang i etaper. Jeg har nu haft tid til at lege lidt med Google Drive og ikke mindst se, hvordan det klarer sig over for Microsofts SkyDrive.

Interface.

Jeg ved ikke om jeg havde ventet noget revolutionerende, men da jeg åbnede Google Drive første gang måtte jeg kigge en ekstra gang i min adresselinie. Interfacet ligner fuldstændig Google Docs, men omvendt bør man heller ikke lave om på noget, der virker. Udover at give dig et overblik over dine filer er der også direkte adgang til at lave nye filer. Interfacet er let og overskueligt, men skulle jeg påpege en detalje, så irriterer det mig, at jeg ikke kan se, hvor meget plads jeg bruger på forsiden.

SkyDrive har også et rent og let tilgængeligt interface. Du har et direkte overblik over dine filer og hvem, de er delt med, samtidig med at du kan oprette nye filer. I SkyDrive kan jeg dog hele tiden følge med i, hvor meget plads jeg har tilbage.

Efter første runde står der 1-1 mellem Google Drive og SkyDrive.

Forsiden af Google Drive

Forsiden af SkyDrive

 

 

Apps.

Både Google Drive og SkyDrive har apps til såvel smartphones som din computer. Hvis vi starter med at se på den almindelig dekstop-udgave er Skydrive og Google Drive 100% ens. Når du installerer programmet på din computer, bliver der dannet en ny mappe, hvor du så kan trække filer og mapper over. Disse filer synkroniseres så i baggrunden med cloud storage servicen og vil derefter både være tilgængelige i cloud’en og på din computer. Grundlæggende fungerer begge dele rigtig fint, men jeg havde problemer med at flytte større mapper. Min mappe med billeder til mine artikler her på Cloudblog.dk består eksempelvis af én stor mappe og mange undermapper. Gældende for både Google Drive og SkyDrive var at jeg ikke kunne flytte den samlede mappe over, men i stedet måtte trække, hver undermappe over og derefter organisere dem i én stor.

SkyDrive har apps til både Android og iOS, hvor Google Drive på nuværende tidspunkt kun understøtter Android. Google har dog lovet at der indenfor den nærmeste fremtid kommer en iOS app. Igen er både Google Drive og SkyDrive meget ens. Vi ser et simpelt og let tilgængeligt interface, men Google har dog en fordel. I Google Drive app’en kan du nemlig redigere i dine dokumenter ved hjælp af Google Docs, som er tilgængeligt online og i en mobil udgave. Selv hvis du tilgår SkyDrive fra din mobilbrowser har du ikke mulighed for at redigere i dokumenterne.

Med muligheden for at redigere dine dokumenter fra din smartphone vinder Google Drive denne runde og stillingen er altså 2-1 til Google Drive.

 
SkyDrive og Google Drive mobil app


Maskinrummet.

Jamen, hvad ligger der så inde bag ved. Først og fremmest kan man kigge på storage delen. Google Drive giver dig gratis 5 GB cloud storage, hvor du med SkyDrive får hele 7 GB gratis cloud storage. Hvis man f.eks. ønsker at tilkøbe 100 GB storage så er SkyDrive hele 208 kr. billigere om året. Google Drives politik vedr. dine filer har også været meget omdiskuteret. Google forbeholder sig retten til at bruge dine filer, hvor Microsoft med SkyDrive direkte skriver at dit indhold er dit indhold.

Der hvor de to programmer virkelig differentierer sig fra hinanden, er på de tilhørende programmer. SkyDrive har Office Web Apps, hvor du finder den kendte Office pakke i en light udgave og Google har Google Docs som, i mine øjne, er lidt sværere at arbejde med. Google Drive understøtter dog også over 30 forskellige filtyper, herunder HD-video uden at du skal have en afspiller installeret på din computer.

I denne runde gives 2 point: 1 for cloud storage og 1 for funktionalitet. Dermed står der 3-2 til Google Drive og ud fra et objektivt synspunkt er Google Drive hermed vinder af denne fight night.

SkyDrive og Google Drive er direkte konkurrenter og det kan tydeligt ses. Programmerne har mange ens funktioner og interfacet er stort set også det samme. Trods det faktum at Google Drive er udråbt som vinder, foretrækker jeg dog personligt SkyDrive dels pga. deres politik vedr. indhold og dels pga. Office Web Apps.

Døm selv ved at prøve Google Drive eller SkyDrive.

Læs også: